Fortællingen om luftfjederen der tabte pusten og blev til en støddæmper.
Ankenævn for Biler. ( – med undertitlen : Sagen der skiftede fra kontant erstatning til en Mercedes ejer, til en SKODA der skulle tages tilbage – jo, autobranchens eget ankenævn viser vejen for “omstilling” ).
Vi ( JAU2 A/S, Maribo ) har tabt en sag i Ankenævn for Biler / bilklage.dk. Vi syntes at sagen ikke havde kørt “lige efter bogen”.
Derfor kom den også for det offentlige retssystem. Denne “omgang” tabte vi endnu en gang med et brag.
Den første behandling i bilklage.dk må derfor antages at have været OK, eller….
Dette kan man have en professionel holdning til. Denne artikel skal derfor ikke tolkes som om vi nu ønsker medlidenhed.
Artiklen er rettet mod den professionelle udøver i branchen.
Du får her en viden om hvordan en sag i branchens eget ankenævn kan ske.
Det er ikke muligt for mig at lave en objektiv beskrivelse af sagsbehandlingen.
Derfor bør du lave din egen vurdering. Brug fotos, links og øvrige bilag som er tilgængelige her på siden.
Tab af en sag i 2 instanser giver tid til eftertænksomhed. Jeg kan naturligvis ikke lade være at komme med bemærkninger undervejs.
Jeg / vi har tabt. Derimod har autobranchens “professionelle organisationer” i samarbejde med FDM vundet stort.
Ankenævn for Biler – sagen kort. Den 28. marts 2018 udskifter vi en højre bageste luftfjeder på en Mercedes E Klasse Van. Delen havde kunden købt hos den lokale forhandler.
Efter 5 uger taber denne fjeder “pusten”. Bilen indleveres til os den 11. juni 2018. Monteringsdato + 5 uger = 01. maj 2018. Kunde har derfor kørt i bilen i 42 dage med fejl på fjeder. Vi fejlfinder på problemet og drager en konklusion. Der er fejl på den luftfjeder vi tidligere har monteret. Bilen kunne “holde højden” med motor i tomgang. Ved stilstand “sank den sammen”.
De i sagen nævnte 2 stikhuller var derfor ikke til stede endnu. Spændeånd af plast for den yderste beskyttelse var også intakt. Rettens sagkyndige benævnte huller i luftfjeder som stukket. Den sagkyndige under bilklage.dk skriver at de er kommet ved slid.
Fabriksgaranti på den udskiftede originale del ?
Vi kan ikke yde garanti på dele vi ikke har solgt. Kunden bedes søge hjælp hos forhandleren, hvor delen er købt. Reservedelen har haft en defekt ved leveringen. En søgning i Google viser også mindst 1 andet tilfælde på en original Mercedes luftfjeder. Dette problem er beskrevet i et forum for en Mercedes klub.
Hos forhandleren bliver den defekte fjeder udskiftet. Værkstedet orienterer kunde om at den første fjeder er monteret forkert fra vores side. Fejlen er grunden til den begrænsede holdbarhed. Denne vurdering skrives på faktura i noget dårlig Dansk.
Vi bliver stillet overfor et krav på mere end kr. 9.000,00. Dette krav har også udgifter til lejebil. Gratis transport til kunden i denne uge var der sørget for.
Kravet afvises, da udskiftningen er udført i henhold til fabrikkens forskrifter. Data havde vi købt forud for arbejdet. Vi bruger helst “heavy duty” fjedre til denne type bil.
Det skal pointeres at kunde absolut intet har at gøre med påstanden “monteret forkert”. Kunde kan jo kun”forfølge” den forklaring han har fået fra en autovirksomhed.
Den nye mulighed for kunden : Ankenævn for Biler / bilklage.dk.
Kunden går først til FDM. Sagsbehandleren kalder på skift skaden som “slidt” og “bidt”. Det undrer jeg mig over. Jeg må ikke se luftfjederen ? Det undrer jeg mig også over. Efter 4 mdr. beder FDM kunden gå til “Ankenævn For Biler“ ( bilklage.dk).
FDM tror ikke vi vil sande forkert montering af delen. FDM tror at bilklage.dk vil have et ændret syn på sagen.
På bilklage.dk går denne forgæves brevveksling videre. Bevis for “forkert monteret” hviler på kunden / klager iflg. min “mentor” Dansk Bilbranche Råd. Klager har hos FDM fået lavet en “rapport”. Dette “skriv” har end ikke et foto der underbygger påstanden.
Den første del af sagen i bilklage.dk giver ikke ny info. Altså fakta der ændrer vor idé af montering og igangsætning af fjederen er sket korrekt. Af denne grund beder vi Ankenævn for Biler om en sagkyndigerklæring. En sådan erklæring udfærdiges af personer udpeget af nævnet og dets interessenter.
Sagkyndig i Ankenævn for Biler / bilklage.dk – Autobranchens eget ankenævn.
Luftfjederen blev først indleveret til en sagkyndig her i området. Denne og jeg har et solidt bekendtskab. Derfor erklærede han sig inhabil helt i tråd med god skik. Delen blev sendt videre til en tapper autoforhandler der nøje var valgt til videre sagsbehandling.
Det skal her føjes til at vore forventninger til en faglig og saglig udtalelse var høje. Dette håb er baseret på en ugentlig klumme i Motormagasinet om arbejdet i Ankenævn for Biler. Informationen sker ud fra specielle sager, der efter juristernes vurdering har almen interesse i branchen.
Kort sagt : Jeg var helt rolig i forhold til sagen. Overbevist om “min sag” under bilklage.dk ville få et udfald i henhold til Dansk ret. Og et resultat der bygger på en teknisk / faglig vurdering af en ekspert.
Sagkyndigerklæringen i Ankenævn for Biler / bilklage.dk.
Sagkyndigerklæringen blev udarbejdet den 23. april 2019. Hverken jeg eller kunde var kaldt ind til besigtigelsen. I retten i Nykøbing F. sagde sagkyndige han udarbejder sine erklæringer uden at indkalde parter. Denne tekst står i dommen. “Som sagkyndig i Ankenævn for Biler udarbejder han sine erklæringer uden, at parter er indkaldt”.
På tidspunktet for erklæringen vidste jeg ikke forholdet strider mod retsplejeloven.
Ved første blik på denne “sagkyndigerklæring” var jeg overbevist om at skrivelsen var sendt forkert. Den minder mest om en nominering til årets “Auto Awards” i kategorien “Fejlfinding for dummies” . Nej, den var rigtig nok til mig. Skrivelsen var en “sagkyndigerklæring” udarbejdet af en person som har høj status i hans bagland. Han benævnes af Dansk Bilbranche Råd som en “garvet herre”.
Jeg er dog glad for at denne person er “en garvet herre”. Altså med at lave “sagkyndigerklæringer”. Læs “erklæringen” som i bedste fald kan kaldes “rent vås”. Tænk på hvad der kan skrives af en person uden erfaring.
Syn og skønsforretning = sagkyndigerklæring.
I et syn og skøn gennem retten skal begge parter godkende spørgsmål til skønsmanden. Under bilklage.dk er der alene tale om en tekst fra klager.
For sent blev jeg klar over de rettigheder man som indklaget har. Jeg søgte kun info i den del af autobranchen som min “butik” tilhører. Man skal som indklaget inviteres til at overvære syn og skøn. Man kan så komme med yderligere oplysninger. Man har også mulighed for at vurdere den sagkyndiges tekniske kvalifikationer. Netop de tekniske kvalifikationer var nødvendige at få en vurdering af i denne sag.
Har den sagkyndige person også et synshandikap ? Dette forhold ville også kunne vurderes ved syn og skøn ( det der i Ankenævn for Biler kaldes sagkyndigerklæring ).
Mine kommentarer til sagkyndigerklæringen.
Jeg sender nu min kommentar til Ankenævn for Biler omkring erklæringen. Luftfjederen er nu er blevet til en støddæmper. Jo, ordet luftbælg bruges midt i skrivelsen. Den sagkyndige vender tilbage til ordet støddæmper. Til nævnet konkluderer jeg at denne person ikke har viden om biler og deres teknik.
Enhver lærling i grundforløbet kender jo forskel på en fjeder og en dæmper. Jeg beder også om at se såvel delen som bilen. Jeg ønsker at se hvordan denne transformation af delen er sket.
Som en reaktion på min kritik bliver den sagkyndige endnu mere specifik og taler om “mundhuggeri”. Nu kaldes den komplette del en støddæmper. Den beskadigede del af støddæmperen betegnes som luftbælg.
Luftfjederen er ikke en del af en støddæmper. En Mercedes E-Klasse har fjeder og dæmper som 2 separate dele. Den sagkyndiges uvidenhed bliver nu belyst fra flere sider. I erklæringen kan ellers læses at dennes primære kilde til information er Google.
Formand og dommer i Ankenævn for Biler.
Jeg får ikke lov at se bilen og fjederen. Sagen behandles af nævnets dommere den 26. juni 2019. I et enigt panel dømmes jeg til at betale kunden et kontant beløb på kr. 4.937,05.
Der træffes en afgørelse om forkert montering af en “luftfjeder / luftbælg”. Den sagkyndige har modtaget / behandlet en “støddæmper”. Det burde undre dommerne. Nå, læsebrillerne var for alle dommerne blevet i skuffen denne dag.
Efterfølgende sendes en anmodning om at få delen udleveret. Min begrundelse er at ude i samfundet tilfalder den erstattede del den der har ydet erstatningen. Jeg får følgende tilbagemelding fra Ankenævn for Biler : “Nedenstående besked er uforstående for Sekretariatet”. Jeg må svare tilbage at det ikke er en “besked”, men derimod et” spørgsmål”.
Da Ankenævn for Biler er registeret under et Dansk CVR – nummer fandt jeg det helt naturligt at koncernsproget var Dansk.
Medarbejderen fra Ankenævn for Biler / bilklage.dk og hans kommentar.
En sagsbehandler fra Ankenævn for Biler ringer tilbage til mig for at få sagen opklaret, og anbefaler mig at kontakte den sagkyndige for at få luftfjederen udleveret, “hvis han altså ikke havde destrueret den”. Samtidig sagde samme medarbejder : “Nu ved jeg ikke om du har været med til syn og skøn”.
Jo, det vidste han. Iflg. den sagkyndiges udtalelse i retten den 12. august 2020 havde samme person givet ordre til at sagen skulle behandles uden indkaldelse af parterne, deriblandt mig.
Luftfjederen blev udleveret fra den sagkyndige til os.
Det lykkedes os at få fjederen udleveret den 10. juli 2019. Det var nu endnu mere tydeligt at sagkyndigerklæringen var mangelfuld. Meget mangelfuld. Luftfjederen har 4 skader. 2 huller som af rettens syn og skønsmand, Bo Kortemann Krogså, betegnes som “stikhuller”. Spændebånd ved nederste del havde sluppet sit tag. Plus en slidskade på modsat side af “spændebåndets slip”.
Skaden der består i “at et spændebånd har sluppet” var ikke medtaget i den sagkyndiges erklæring. Den var måske udeladt ?
Den sagkyndige fra Ankenævn for Biler var af FDM indkaldt som vidne under retssagens hovedforhandling. Det var den 12. august 2020 ved retten i Nykøbing Falster. Her fortalte den sagkyndige meget levende at fjederens udvendige beskyttelse havde slidt hul. Det viste han med de “toppe” der er på den ydre kappe.
Bemærk at de nævnte huller ikke var til stede i den udvendige kappe. Den udvendige del er lavet af et meget blødt materiale. Den indvendige del med tryk er kraftig lærred.
Jeg har været i stand til at frembringe identiske huller i en helt identisk luftfjeder. Delen var en Mercedes OE del. Der er brugt en boremaskine hvori der sidder et 6,5 mm bor. Et tilfældighed ? Dette kan ses på et “sammenligningsfoto” længere nede på denne side.
Ankenævn for Biler og resultatet.
Efter at have modtaget “dommen” fra Ankenævn for Biler kontakter jeg Lars Ellegaard, Dansk Bilbranche Råd ( af hans arbejdsgiver betegnet som Danmarks bedste biladvokat ). LE var i juryen den pågældende dag hvor min sag blev behandlet
Yderligere medlemmer var Steen Friis Nielsen ( formand ) og Lennart Fogh. Lars Ellegaard rådede mig til at søge genoptagelse af sagen, da der nu var kommet nye oplysninger i form af foto af den del hvor spændebåndet havde sluppet sit tag.
Nye oplysninger ? Jeg var målløs. Skaden havde jo været der hele tiden – den højt profilerede sagkyndige havde blot undladt denne skade i sin erklæring.
Objektiv sagsbehandling ?
I samtalens forløb fortalte Lars Ellegaard omkring evt. videre forløb i retssystemet “..man måske dér får et syn og skøn som kan være mere grundigt, det vil jeg ikke afvise“. Jeg “tænker mit”, og lad mig forklare : “Når en fagmand ser en reservedel, der skal vurderes, “springer” fejlen i øjnene straks. Mere eller mindre grundigt syn og skøn, nej.
Ansøgning om genoptagelse til Ankenævn for Biler / bilklage.dk blev skrevet.
Nå pyt, jeg lavede en skrivelse med fotos i 24 bit farvedybde, så der ingen mulighed var for at overse hvordan luftfjederen så ud med skaden nederst. Denne skrivelse skulle forelægges formanden for nævnet.
Denne person er byretsdommer, men besidder, foruden de nødvendige juridiske ekspertiser, også stor viden om bilteknik. Dette fremgår af Trustpilot. Derfor træffer nævnets medlemmer den korrekte afgørelse i såvel juridisk som teknisk forstand hver gang.
Nævnets formand, Steen Friis Nielsen, er i Herning Folkeblad citeret for : “Han sætter en dyd i at kunne nå til enighed om en dom, og han sætter grundighed og kvalitet i højsædet i sine afgørelser.” og “Man skal have stor respekt for alle sager, ligegyldigt om det er de store eller små sager. Folk skal føle, at de har fået en god behandling, selv om de ender med at blive dømt….”
Ja, resultatet af formandens arbejde er jo en “vurderingssag”.
I stedet for blot at anvende min skrivelse direkte, vælger Sekretariatschef Nikolai Andreasen at indscanne skrivelsen. Den ændres til sort / hvid i hans kommunikation til formanden. Altså 1 bit “farvedybde” – ikke gråtoner. Jeg bemærker dette til Sekretariatschef Nikolai Andreasen.
Nikolai Andreasen melder at det intet problem er at bruge min version i stedet. Om det er gjort, har jeg ingen viden om. Hvad er formålet med at ødelægge materialet ? Den eneste begrundelse kunne være at prale med tilstrækkelig serverkapacitet. Filen er ved denne indskanning blev 3 gange større.
Blev sagen genoptaget ?
Om jeg fik mulighed for genoptagelse ? Nej, men det havde jeg heller ikke forventet. Iflg. svarskrivelsen var der ikke grundlag for genoptagelse. Dette svar er givet af samme person som har behandlet sagen i ankenævnet.
Herefter fortsætter sagen i det offentlige retssystem hvor jeg / vi taber en gang til.
På Trustpilot kan læses at samtlige sager er korrekt behandlet såvel teknisk som juridisk. Dette sammen med at genoptagelse af min sag ikke var mulig indikerer at sagsbehandlingen er sket i henhold til det niveau som er fastlagt.
Ankenævn for Biler / bilklage.dk – og “min sag”.
Er “min sag” et enkeltstående tilfælde ? Én af interessenterne har udtalt “at de ikke i Ankenævn for Bilers historie har haft en sag som min”. Det er ikke rigtigt – men det er første gang det er opdaget. Det er også første gang en indklaget taber har taget til genmæle. Til genmæle med faglige korrekte argumenter.
Det er svært for mig at skjule skuffelsen over “sagen”. Ikke over at sagen er tabt, det er jeg for længst kommet over. Det kunne i korthed ordnes med en betaling.
Skuffelsen skal ses som en resultat af det niveau ankenævnet arbejder efter. Niveauet er lagt af Autobranchen Danmark, Bilbranchen og Dansk Bilbranche Råd i samarbejde med FDM. Retningslinjerne gælder såvel sagkyndige, dommere og andet fagpersonale i Ankenævn for Biler.
En simpel reservedel som en luftfjeder med synlig fejl i samling, slidmærker og 2 gennemgående borehuller. Det var for stor en sag for autobranchens ankenævn.
Et naturligt spørgsmål kunne være : Burde Ankenævn for Biler have påtaget sig denne sag ? Den sagkyndige kender jo hverken biltypen eller delen. Domsudskrift fortæller at sælgeren af reservedelen er kontaktet af den sagkyndige. Følgende tekst fremgår : Hvis luftbælgen er monteret forkert, så er det ifølge Mercedes et rimelig kendt problem at der slides hul.
Når der undervises skal underviseren have en faglig kompetence der ligger mindst ét niveau højere end “eleven”. Ikke ét niveau under.
Kontrol af arbejde, også i autobranchen, ligestilles med undervisning.
Hvad er Ankenævn for Biler ?
Et forsigtigt gæt var at mindst én af dommerne tidligere havde anvendt en neglefil. Ud fra denne erfaring kunne udledes hvordan en slidskade ser ud. Det var ikke tilfældet her.
Har medlemmer af Ankenævn for Biler end ikke viden om helt dagligdags udtryk ? Hvordan har de tænkt sig at vurdere eventuelle fejl i en teknisk kompliceret genstand som en bil ?
Billetterne på 1. række til dette skuespil har været dyre. Set i det store perspektiv vurderer jeg at det har været prisen værd. Ærgerligt at jeg er årgang 1954. Til jer unge i branchen : “Se at komme derudaf”. Fremtiden er lys når I alene er oppe imod konkurrenter på dette niveau.
23.11.2020 Fra Ankenævn for Biler / Nikolaj Andreasen har jeg modtaget mail med følgende tekst :
Vedr. din hjemmeside lortereservedele.dk.
På hjemmesiden omtaler du bl.a. din ankenævnssag nr. 17528. I den forbindelse har du offentliggjort en række dokumenter m.v., hvor navngivne personer omtales. Det er efter min mening i sig selv uhensigtsmæssigt, idet sagen er afgjort af et enigt ankenævn. Jeg skal dog venligst opfordre dig til i hvert fald at slette navnet “X” fra dokumenterne, idet “X” på daværende tidspunkt var ansat som menig sagsbehandler i ankenævnets sekretariat og ikke som sådan havde nogen bestemmende indflydelse på hverken ankenævnet eller sekretariatet.
Kommentar : Jeg kontaktede straks telefonisk Nikolaj Andreasen og fortalte at jeg indenfor 24 timer ville slette det pågældende navn. Jeg gjorde opmærksom på at hans udlægning vedr. “bestemmende indflydelse” ikke var korrekt. Sagkyndig Jan Christoffersen udtalte i Retten i Nykøbing Falster, under vidneansvar, at den nævnte medarbejder havde afgivet ordre til at jeg ikke skulle indkaldes til syn & skøn.
Med venlig hilsen
Jørn Jørgensen – T direkte 54 76 13 07 – Mail : jj@jau2.com
–> Nedenfor er bilag nævnt i teksten ovenfor tilgængelig enten i direkte form eller som links der åbner i nyt vindue.
Foto herunder sammenligner skade forvoldt af bor til venstre, og skade forvoldt ved slid iflg. Sagkyndig Jan Christoffersen.
Fotoet til venstre er resultatet af den rekonstruktion der bliver foretaget med “slidmaskinen” ( boremaskinen ) øverst til højre.
Luftfjederen der har været til vurdering hos Automester i Tappernøje :
Læg mærke til at luftfjederen er skæv, altså bøjer nedad i venstre side ( den nederste del af luftfjederen ).
Skævheden skyldes at selve gummidelen er “gået fra” ved nederste bespænding ( se foto herunder ). Denne skade, som af os vurderes til at være “den egentlige”, har Ankenævn for Biler‘s sagkyndige Jan Christoffersen ej medtaget på “sagkyndigerklæringen”.
Af denne grund var det skadeligt for sagsbehandlingen at jeg ikke måtte være til stede ved udarbejdelsen af nævnte erklæring.
Foto af luftfjederens nederste del der viser at spændebånd ( delvist ) har sluppet sit tag ses herunder :
Læg mærke til den store åbning der er fremkommet ved at spændebåndet ikke længere holder luftfjederens gummi / lærredsdel på plads.
Denne skade var ikke på nogen måde nævnt eller vist på “sagkyndigerklæringen” der er udført den 23. april 2019.
Faktura for udskiftning af luftfjeder hos den lokale forhandler / værksted :
BEMÆRK teksten : “Luftbælg har været monteret forkert så den har slidt hul i bælgen”.
Kan en luftbælg slide hul i sig selv ?. Havde der været tale om en udtalelse fra en faglig kompetent person, ville det have været fremhævet hvor i monteringen det var gået galt.
Kundens udlægning : …hvis der ikke var pumpet luft i…
Den “sagkyndiges” udlægning : …idet den ikke har været korrekt rettet ind.
Teknisk undersøgelse af luftfjeder fra FDM
Under syn og skøn hos Bo Kortemann Krogså udtalte FDM’s tekniker, Tom Larsen, at det ikke var muligt den yderste tynde kappe kunne slide hul i luftfjederens trykdel ( indvendige del ).
Dokumenter fra sagkyndig i Ankenævn for Biler :
Sagkyndigerklæring udarbejdet af Jan Emil Bohn Christoffersen den 23. april 2019 :
VIGTIGT : Ophavsretten til såvel den udarbejdede tekst som til fotos vist ovenfor i “Sagkyndigerklæring” tilhører Jan Christoffersen, Tappernøje Autoservice og Automester i Tappernøje i forening.
Denne ophavsret respekteres fra lortereservedele.dk’s side.
Forespørgsel fra sagkyndig. Nej, jeg har ikke skiftet en støddæmper.:
Bemærkning fra sagkyndig i Ankenævn for Biler efter min kritik af “sagkyndigerklæring”:
Jeg ved ikke hvorfra indklagede har…………..Jo, det ved han – den information har sagkyndige selv leveret – TAK for det.
Min ansøgning om genoptagelse af sagen ( original ) :
Ansøgning om genoptagelse af sagen efter “redigering” af Hr. Sekretariatschef Nicolai Andreasen :
Syns og skønsrapport fra Retten’s udpegede skønsmand :
Rapport fra syn og skøn udført af Bo Kortemann Krogsaa den 14. februar 2020 :
BEMÆRK teksten i ovenstående : Skade skyldes udefra kommende stikhuller ( altså er de ikke slidt som Sagkyndig Jan Emil Bohn Christoffersen har fremført i retten i Nykøbing F.. At det er “stikhuller” ( eller “borehuller” ) stemmer meget godt overens med det “sammenligningsfoto” som ses ovenfor )
Dom fra sagens behandling i retten i Nykøbing F.” :
VIGTIGT : Der er ikke nedlagt navneforbud i denne sag, derfor er kundens navn tilgængeligt i udskrift fra dommen. Som udgangspunkt er alle domme i Danmark offentligt tilgængelige. Dette forhold vil jeg ikke sætte mig op imod.
Ja, så er der sat . ( punktum ). Klik på ovenstående og læs hele dommens tekst. To huller der opstår ved slid og gennembryder luftfjederens ( støddæmperens ) indvendige del på præcis samme tid ? Ja, indrømmet, jeg har en gang imellem også en reparation der er “once in a lifetime”. Om stående er én af dem kan du selv bedømme, men jeg har én som kan ses ved at klikke her.
Tekst fra ovenstående : Hvis det var stikmærker, så skulle der have været huller i den ydre manchet, og det var der ikke.
Spørgsmål fra redaktionen : “Er det ikke muligt af afmontere beskyttelsesmanchetten ( den ydre manchet ), og derefter tilføre stik- / borehuller ?”
Foto af luftfjederens indvendige del – bemærk området ved de 2 “slidhuller” :
Tekst fra domsudskrift : Det er lavet af noget vævet stof belagt med gummi. Gummien er slidt væk, og så er der gået hul, hvorved luften kunne komme igennem.
Nedenstående foto kan ses som orientering og til forståelse af ovenstående tekster :
På fotoet herover kan du se at en Mercedes E-Klasse har separat luftfjeder og støddæmper. Den “sagkyndige” må formodes aldrig at have set undervognen på denne ellers meget udbredte bilmodel.
LAND ROVER Discovery – Venstre baghjulsophæng :
Fotoet ovenfor ses venstre baghjulsophæng på en Land Rover Discovery. Som det kan ses er støddæmper og luftfjeder en samlet enhed på denne bilmodel, altså det er beskrevet i “sagkyndigerklæringen”, en erklæring der burde være udarbejdet omkring en Mercedes E – klasse, og ikke en Land Rover.
Det er “som om seriøsiteten ingen ende vil tage”.
Læs også ( kun for registrerede brugere ) Den sagkyndiges nye faglige påklædning ( se, han har jo ikke noget på ) klik her
…og eventuelt også Jørns Auto unplugged ved at klikke på denne tekst.
Ankenævn for Biler – bilklage.dk besøges ved at klikke på denne tekst.
Hvem står bag Ankenævn for biler, og hvordan er nævnet sammensat?
Ankenævn for biler er et privat, ministergodkendt ankenævn, der er oprettet af brancheorganisationerne Bilbranchen, Dansk Bilbrancheråd og AutoBranchen Danmark samt af forbrugerorganisationen FDM (Forenede Danske Motorejere).
Læs eventuelt mere under ”Hvad er Ankenævn for biler?”.
Ifølge § 7 i Ankenævnets vedtægter består nævnet af en formand, som er dommer, samt et ligeligt antal repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser. Formanden og nævnsmedlemmerne udpeges af Ankenævnets medlemsorganisationer for en 3-årig periode. Der kan endvidere udpeges en eller flere næstformænd for nævnet med samme kvalifikationer som formanden.
Ankenævnets nuværende sammensætning (1/2 2019 til 31/1 2022):
Formand:
Retspræsident Steen Friis Nielsen
Næstformand:
Dommer Kim Rasmussen
Udpeget af FDM:
Afdelingschef Lennart Fogh
Jurist Michael Ern Nielsen
Advokat Abid Khan (suppleant)
Jurist Simon Nguyen Kildeby (suppleant)
Udpeget af Bilbranchen DI:
Seniorchefkonsulent Karoline H. Thomsen
Udpeget af Dansk Bilbrancheråd:
Advokat Lars Ellegaard
Direktør Erik S. Rasmussen (suppleant)
Udpeget af AutoBranchen Danmark:
Jurist Ida Nynne Daarbak Jensen
Sekretariatschef:
Jurist Nikolaj Andreasen
I tilfælde af inhabilitet eller andre hindringer kan organisationerne udpege andre personer end de ovenfor anførte.